Årets kartoffelambassadør blev udnævnt af Danmarks Kartoffel Råd til Danmarksmesterskabet i dyrkning af frilandskartofler på Egeskov Slot
Som nyudnævnt Kartoffelambassadør har Umut Sakarya allerede skrevet en længere liste over, hvad han vil gøre for kartoflen.
- Jeg vil gå til folketinget og foreslå en ny lov om, at man skal landsforvises og vil blive betragtet som forræder, hvis man siger, det er for besværligt at skrælle kartofler – og jeg har altså gode kontakter inde på Christiansborg, fastslår den nye Kartoffelambassadør, der også allerede har planlagt blandt andet videoer til sociale medier og en artikel om kartofler.
- Det er meget stort for mig at blive udnævnt som Kartoffelambassadør og få knyttet mit navn til kartoflen, for den er jo en af grundstenene i hele vores eksistensgrundlag i norden. Det er den råvare, der har betydet allermest. Men den er også blevet behandlet uretfærdigt og grimt og er fejlagtigt blevet nedgraderet til kun at være noget, vi spiser om foråret og til jul, siger Umut Sakarya og fortsætter:
- Det vil jeg som kartoffelambassadør arbejde for at ændre, for kartoflen er både sund og bæredygtig og har uendeligt mange anvendelsesmuligheder og tekniske egenskaber. Den kan simpelthen alt, så bare man har kartofler i sit hjem, ved man, at man kan gå mæt i seng. Det er en fantastisk fødevare, og jeg er meget stolt over at blive tiltroet opgaven med at repræsentere den.
Følg også Umut Sakarya på Instragram eller YouTube